• Uro i Det Røde Hav er med til at sende Mærsks indtjening op

    Source: BDK Finans / 07 Aug 2024 01:50:39   America/Chicago

    Højere fragtrater forbundet med usikkerhed omkring Det Røde Hav har hjulpet det danske rederi Mærsks indtjening tilbage på sporet. I andet kvartal har Mærsk tjent 833 millioner dollar, hvilket svarer til omtrent 5,7 milliarder kroner. Det viser selskabets regnskab for andet kvartal, som er blevet offentliggjort onsdag morgen. Resultatet er cirka 44 procent mindre end i samme periode i 2023. Men sammenligner man med de forgående kvartaler er der fremgang at spore. I årets første tre måneder lød Mærsks resultat på 208 millioner dollar, hvilket svarer til omtrent 1,4 milliarder kroner. I andet kvartal har Mærsk dermed tjent fire gange så meget som i første kvartal. I fjerde kvartal i 2023 måtte rederiet indkassere et underskud. I regnskabet skriver Mærsk, at profitabiliteten inden for søfragt er bedre i andet kvartal sammenlignet med første kvartal. Det skyldes blandt andet højere fragtrater forbundet med situationen i Det Røde Hav. Ifølge Mærsks topchef, Vincent Clerc, bekræfter resultaterne for andet kvartal, at Mærsks forretning udvikler sig i den rigtige retning. - Der har været stor efterspørgsel i markedet, og som alle har kunnet følge med i, er situationen i Det Røde Hav fortsat fastlåst - begge dele lægger pres på de globale forsyningskæder. Vores forventning er nu, at denne situation varer ved året ud, siger han i en kommentar til regnskabet. I forbindelse med regnskabet fastholder Mærsk sine nyligt opjusterede forventninger til væksten. Torsdag opjusterede rederiet forventningerne til 2024, fordi forsyningskæder og fragtrater fortsat er præget af uro i Det Røde Hav. Selskabet forventer nu et driftsresultat på tre til fem milliarder dollar mod tidligere forventet en til tre milliarder dollar. Houthibevægelsen har siden november 2023 stået bag flere angreb på skibe i Det Røde Hav. Ifølge houthierne sker angrebene i solidaritet med palæstinenserne i krigen mellem Israel og den militære bevægelse Hamas. Angrebene har fået en stor del af verdens rederier til at indstille sejlads i Det Røde Hav og i stedet sende skibe syd om Afrika. Det har sendt fragtraterne i vejret, hvilket har bidraget positivt til rederiernes omsætning. Den længere tur syd om Afrika betyder dog også højere udgifter for rederierne. Torsdag offentliggjorde Mærsk desuden foreløbige regnskabstal for andet kvartal. En del af spændingen var derfor taget ud forud for regnskabet onsdag. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/uro-i-det-roede-hav-er-med-til-at-sende-maersks-indtjening-op
Share on,